The following text is in Danish only.



Blandt afstikkere og udskud

– en præsentation af Camilla Berners praksis

Af Johanne Løgstrup

Mange kunstnere er i dag fascineret af videnskaben. Det sker ofte ved at de mimer videnskabens tilgange og metoder indenfor et særligt fagområde. I Camilla Berners kunstpraksis er der en vis lighed med en arkæologs arbejde. Arkæologens arbejde går ud på at afdække vores tidligere kultur. Det er et studie, der i form af blotlæggelse af menneskers materielle levn viser, hvordan vi har levet gennem historien, og som kan være med til at forklare, hvem vi er som mennesker, og hvorfor vi lever som vi gør i dag. Hvor arkæologen går til værks ved at grave sig ned lag for lag og fremlægge, hvad der gemmer sig under jorden, interesserer Camilla Berner sig for det øverste lag, hvor hun blotlægger de forskellige oversete spor af liv på konkrete steder. Resultatet er selvsagt ikke som i forskerverdenen en videnskabelig afhandling, men derimod en række særegne værker, hvor denne tekst vil se nærmere på et udvalg.

Største del af Camilla Berners værker er stedsspecifikke – i ordets stærkeste betydning. Både det stedsbevidste og stedsdeterminerende spiller ind på en sådan måde, at værket vokser frem af det, hun finder på stedet. Berner indskriver sig i en ’environmental art’ tradition. En kunstretning som bryder frem i slutningen af 1960’erne, hvor et generelt nyt miljø- og natursyn vokser frem og medfører, at kunstnere begynder at bruge naturen som materiale og sted for produktion. Værkerne opstår ofte ud fra et behov for at diskutere og belyse de komplekse problemstillinger, som omhandler, hvordan vi mennesker lever med og udnytter naturen. Camilla Berner går i sin praksis til værks gennem et nærstudie og en diskretion af de vækster og det miljø, der er at finde på det udvalgte sted. Med sin tværfaglige baggrund med studier fra både Chelsea College of Art and Design, Kunstakademiets Arkitektskoles og LIFE’s (tidl. Landbohøjskolen) landskabsarkitekt linjer har hun skabt sig sin helt særlige retning, hvor hun problematiserer magtforholdet mellem kultur og natur og interesserer sig for det konfliktfyldte forhold mellem uregerligt liv og menneskets behov for struktur og regulering.

Hvad stier kan berette

En retning i Camilla Berners praksis er de uautoriserede stier. I 2003 medvirker hun på udstillingen Layer4 – Eksteriør med værket Mælkebøtteruten. En udstilling der fandt sted i Søndermarken, en anlagt slots- og bypark i et populært boligområde i København. Parken er et stykke civiliseret natur, anlagt med akser, stier, alléer, tæt bevoksning, åbne pladser og plæner. Et sted byboeren tager hen for at slappe af og gå en tur væk fra byens faste og hektiske tummerum. Til udstillingen bidrager Berner med et værk, som består af en kortlægning af nogle af de uplanlagte stier, som opstår i et sådan terræn. Stier som er blevet til, fordi brugerne af parken (mennesker og dyr) ikke underordner sig den struktur, som er blevet tilrettelagt.

Margeritruten er en anlagt rute i det danske landskab. Ser man som bilist et skilt med en stiliseret margerit enten på vejen eller på et kort, så vil det føre én på en særlig smuk rute gennem det danske landskab. Berner markerer de uplanlagte stier i Søndermarken med små skilte, som viser et billede af en stiliseret mælkebøtte. Når Berner vælger mælkebøtten som symbol til sit skilt, spiller hun med humor på det oprindelige skilts konnotationer og dennes anvisning, mens hun peger på en anden historie. For Mælkebøtteruten handler om det oversete, det ukontrollerbare og det undervurderede. Mælkebøtten betragtes af mange som en ukrudtsblomst, som ikke er velset blandt gartnere og haveejere, men det er en plante med en ukuelig overlevelses evne, som bryder frem de mest umulige steder.

Ved at lade de oversete stier blive markeret med et skilt, der forestiller den ukrænkelige ukrudts blomst, bringer Berner to oversete komponenter sammen og giver dem begge en uventet synlighed. Hun fremhæver på en måde parkens natteside, den del der viser, at der er andre aktiviteter og andet liv end rekreation og gåture ud ad allerede planlagte akser. Hun stiller spørgsmål ved parkens oprindelige anlæggelse, samt selektionen af hvem og hvad, der bør få plads i parken. Og her giver værket grobund for yderligere tankestrømme: Kan vi rangordne naturen? Kan vi indlemme den, eller vil den ikke altid have sit eget liv?

Undersøgelsen af det anlagte og menneskets afstikkere derfra arbejder Berner også med i værket Hvid Rute / White Route fra 2010, en permanent udsmykningsopgave til forsøgsgården Højbakkegård under Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Værket består af de genveje af stier, som er fremkommet i kraft af menneskers behov for at tage den hurtigste vej. Stierne har Berner fået belagt med hvide granitfliser, således at det, der før var uautoriserede stier, nu er fremhævet og vidner om de daglige ruter, som skærer sig igennem det ellers nøje anlagte landbrug.

Med valget af en hvid sten og titlen hvid rute binder Berner an til tidligere tiders kartografi og de hvide pletter på verdenskortet, der betød, at hvide mennesker endnu ikke havde været der og kortlagt området. I dag er vi nu nået så langt, at vi har kortlagt det hele. Der er ikke flere hvide pletter. Hele gårdens anlæggelse og sigte er selvsagt at opdage og via forskning finde frem til nye antagelser, nye indsigter, lige som det engang var for den opdagelsesrejsende. Med det hvide stisystem viser hun den menneskelige trang til selv at bestemme og skabe vej – som en stille protest mod rationalitet og generalisering. Berner kortlægger en anden infrastruktur end den, som arkitekten har anlagt, for at skabe symmetri og orden. Hun viser smutvejen, man har lyst til at tage, men som kræver mod, da man bryder den planlagte orden.

Med sit greb antyder Berner ikke kun den vestlige civilisationshistorie, men hun anerkender også individets behov for at gå sine egne veje for at nå sit resultat. Hun fremhæver med de hvide stier, at vi mennesker i dag stadig har hvide områder, men disse områder skal kortlægges i vores egen civilisation, på vores eget landkort, i de landevindinger vi gør via forskningen. Dermed anerkender hun med sit værk ikke kun forsøgsgårdens formål, men også de mennesker, som har deres daglige færd på stedet.

Væksters betydning

Henlagte urbane byggetomter bliver med tiden overtaget af en uhæmmet botanisk vækst. Berner indtager i sin kunstpraksis disse selvgroede områder. Hun undersøger dem, laver artlister og frøbanker. Hun omdanner dem til haver. Det kan blandt andet ses i værkerne: Black Box Garden fra 2011, Genplant Ukrudt / Replanting Weeds fra 2011, Den Urbane Have fra 2010 og Precious Things and Stuff We Don't Like fra 2009. Hun bruger metoder fra den biovidenskabelige verden, hvor disse registreringer og opbevaringer dels går ud på at systematisere og beskrive og dels at forædle, oplagre og bevare i et genetisk øjemed.

Når Berner benytter den selvgroede have som undersøgelsesobjekt, så er det for at fremhæve og kaste lys over havens mangfoldighed af uanseelige ukrudtsplanter, hjemmehørende arter, indvandrere og invasive planter blandet med få tilfældige havekulturplanter. Det er en overset aktiv rigdom, som mange desværre ofte ikke har øje for. Når en have, en park eller et nyt udeareal anlægges sker det ofte med forædlede kulturplanter og ikke nødvendigvis med den blandende landhandel, der er at finde, (som ellers vidner om én stærk overlevelses evne). Det er ikke værdier, der værdsættes. I Berners have vægter hun beplantningen ved at lave stier, som indkapsler de forskellige vækster, der får lov til at gro uhæmmet.

I værket Black Box Garden fra 2011 tager Berner en central tilsyneladende blotlagt byggetomt i brug som materiale og sted. Værket foregår på Krøyers plads på Christianshavn i centrum af København i haveåret april til november. Her laver Camilla Berner en midlertidig have af den eksisterende vegetation, som er på pladsen. Hun starter med at bruge pladsen uden at spørge ejerne om lov, lige som alle andre brugere, der enten benytter den til at lufte deres hunde eller smide haveaffald. Pladsen er i nyere tid en af byens mest omstridte pladser grundet grundens værdi og byggeplanerne, som på det tidspunkt Berner laver sin have, er udskudt på ubestemt tid – og sådan har det været i de forløbende 7 år, hvor forskellige byggesager har hobet sig op og ejerskift har fundet sted, mens pladsen har stået tom. Og det er den situation, Camilla Berner benytter.

Black Box Garden består af haven, der vokser frem på pladsen, både i kraft af planterne, men selvfølgelig også af det gartnerarbejde og oprydningsarbejde Berner udfører. Derudover består værket af hendes egen tilstedeværelse i haven, hvor hun dag ud og dag ind udfører havearbejde iført kittel - en både regulær arbejdsindsats, men også en performativ handling. En sidste del er den blog, hun løbende skriver og publicerer på en hjemmeside, og som er den del der bliver tilbage og dokumenterer værket, når haveåret er afsluttet.

Kunstprojektet er på mange måder en undersøgelse, det er et studie, en diskussion og en dokumentation. Camilla Berner benytter sin blog til løbende at sprogliggøre, hvordan hun indtager pladsen. Hendes handling og daglige arbejde på pladsen gør, at haven går fra nærmest at have været en skraldeplads i folks bevidsthed, til at blive en have med stier. På sin helt egen måde påkalder hun det midlertidige henlagte rum til at være et åndehul for byboeren. Hun bruger bloggen til at beskrive væksterne, de forskellige møder og samtaler med mennesker, der kommer på pladsen, og som har mere eller mindre indflydelse på pladsens udformning og fremtid. I kraft af at opmærksomheden øges for den performative handling, bliver hun bevidst om, at hendes medsammensvorende: planterne, har et potentiale. Et potentiale, der ikke kun handler om planternes velbefindende, men også om alt det, der er på spil på grunden.

Bloggen bliver en vigtig del af hendes magtposition. Det går op for hende, at flere og flere følger med på bloggen. Hun fortæller om stort og småt og er ikke bange for at udstille sin usikkerhed ved at stå på pladsen. Hun er også bevidst om sin egen synlighed og usikkerhed i processen. Hun ved, at ejerne af pladsen læser hendes blok, hvilket hun også skriver og dermed gør det klart, at der er ting, hun må være sig bevidst, når hun skriver sin blok, da hun selv har en del interesser investeret i pladsen. Hendes skrøbelighed og selvudlevering bliver hendes styrke, hun er som planterne: ukrudt, der hurtig kan fjernes, men som alligevel insisterer på at være der – og det er en værdi i sig selv.

Udover at demonstrere en symbolsk værdi, lykkes det for Berner at tage mange relevante diskussioner op, som er grundlæggende for disse oversete og hensatte urbane rum. Hvad er et offentligt sted? Hvordan varetager vi disse midlertidige rum? Hvad betyder det lokale? Hvordan er vores adfærd i rum, der står umiddelbart ubrugte hen? Og på et mere allegorisk plan – hvordan forholder vi os til det utilpassede og det mangfoldige? Berners interesse retter sig mod, hvad der sker med denne type pladser, og hvad det er udtryk for. Titlen Black Box referer til den del af en flyvemaskine, som er en registrerende og observerende enhed. Det er det objekt, der indeholder svar på, hvad der er hændt i tilfælde af en ulykke. På samme måde som frøbanken og artslisten bliver det en opsamling af information, vi kan udlede viden fra, som siger noget om den tid, vi lever i, og den verden vi er en del af, men også om hvordan vi forvalter den.

Afslutning

Camilla Berner er ikke som arkæologen optaget af levet liv, som graves frem, men derimod af det levende liv, som holdes nede. I sine værker varetager hun og viser omsorg for afstikkerne fra det anlagte. Hun forsøger at redegøre for det vilde, at tage dets parti. Give det plads. Det gør hun ved at sætte sig i det oversetes sted og fremhæve det. Hun fremhæver det konfliktfyldte forhold i en omsorgsfuld og legende praksis, hvor hun benytter skånsomme og underspillede greb.

Ved at benytte videnskabelige metoder kan Berner belyse og diskutere ikke kun de komplekse problemstillinger, hun arbejder med, men også videnskabens til tider problematiske konventioner. De metoder, hun benytter, kommer på en og samme gang til både at verificere formålet for Berners ærinde, men også at tydeliggøre den diskrepans, der ligger mellem videnskaben og kunsten. For Berners formål med sine optegnelser, indsamling og dokumentation, hendes handlen og sprogliggørelse af sine projekter er ikke, som hos videnskaben, at fremvise nogle målbare resultater, men derimod at hylde det alternative. Hylde den frie tænknings potentiale.